Hvem betaler vinduespudsning i en boligforening?

Annonce – sponsoreret indhold.

Hvem betaler vinduespudsning i en boligforening? Som hovedregel betaler foreningen for pudsning af de fælles vinduer og glaspartier over fællesbudgettet, mens den enkelte beboer selv betaler for sine egne vinduer. Hvor grænsen går, afhænger af foreningstypen og af, hvad vedtægterne og husordenen siger. Her får du overblikket over ansvarsfordelingen, fordelene ved en fast ordning og de konkrete skridt, bestyrelsen kan tage for at få en aftale på plads.

Vinduespudsning i boligforeningen: hvad er fælles, og hvad er dit eget?

Det er sjældent selve spørgsmålet om betaling, der skaber uenighed. Det er spørgsmålet om, hvad der tæller som fællesareal. Typisk regnes følgende som fælles:

• Trappeopgange og vinduer i opgangen, både ind- og udvendigt.
• Glasdøre og glaspartier ved indgange, cykelrum, vaskeri og fælleslokaler.
• Kældervinduer og lysskakte, som ofte glemmes.
• Tagvinduer og ovenlys over fælles trappeanlæg.

Lejlighedens egne vinduer er i de fleste foreninger beboerens ansvar indvendigt. Udvendig pudsning kan være enten beboerens eller foreningens opgave, og det er netop dér, ordene i vedtægterne gør forskellen. I etageejendomme er det ofte både besværligt og dyrt, hvis hver beboer skal ordne sine ydersider selv, fordi det kan kræve stige, lift eller adgang via naboens altan.

Derfor vælger mange foreninger at samle opgaven. Med vinduespudsning til boligforening kan bestyrelsen aftale én fast pris for hele ejendommen i stedet for at koordinere en lang række enkeltstående bestillinger. Det giver et budget, der er til at overskue, og en ordning, der kører uden, at nogen skal huske at ringe.

Hvor står ansvaret: vedtægter, husorden og foreningstype?

Start altid med de dokumenter, foreningen allerede har. Der findes ikke ét svar, der gælder alle ejendomme, så tjek vedtægterne, husordenen og eventuelle vedligeholdelsesreglementer eller beslutninger fra tidligere generalforsamlinger.

Andelsboligforening

I en andelsbolig ejer foreningen ejendommen, og vedtægterne fordeler typisk vedligeholdelsen mellem foreningen og andelshaveren. Ofte tager foreningen sig af alt udvendigt, og andelshaveren tager sig af det indvendige. Det er dog ikke en fast regel, og nogle foreninger har skrevet, at andelshaveren også vedligeholder vinduernes yderside. Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) kan give vejledning om, hvordan vedtægter typisk er opbygget.

Ejerforening

I en ejerforening ejer hver ejer sin lejlighed, mens ejerforeningen står for de fælles dele. Hvilke dele der er fælles, fremgår af vedtægterne og matrikel- og tinglysningsoplysninger. Ejerlejlighedsloven sætter rammerne, men vedtægterne bestemmer detaljerne for vedligeholdelse, så det er dem, du skal læse.

Almen boligorganisation

I almene boliger betaler beboerne indirekte via huslejen, fordi udgifter til drift af fællesarealer indgår i afdelingens budget. Beslutninger om serviceaftaler træffes typisk af afdelingsbestyrelsen i samarbejde med organisationen, og beboerdemokratiet godkender budgettet. Her er det som regel ikke den enkelte beboer, der kontakter en pudser.

Er teksten uklar, eller er der uenighed om en konkret fortolkning, så spørg foreningens administrator eller en rådgiver med forstand på foreningsret, inden bestyrelsen træffer en beslutning, der kan blive bindende for alle.

Hvorfor er én fast leverandør bedre end individuelle løsninger?

Når hver beboer selv bestiller pudsning, ender ejendommen ofte med en facade, hvor nogle vinduer er rene, og andre ikke har set en klud i flere år. En fælles ordning giver nogle konkrete fordele:

• Ens udtryk: Facaden ser ordentlig ud, og opgangene er lyse hele året.
• Overskuelig økonomi: Udgiften kommer ind i budgettet som en fast post og ikke som overraskende enkeltregninger.
• Mindre administration: Én aftale, én kontaktperson og et fast interval i stedet for mange ad hoc-bestillinger.
• Sikkerhed: Arbejde i højden og på stiger overlades til folk med udstyr og erfaring, så beboerne ikke selv skal stå på en vinduesliste.
• Retfærdig fordeling: Alle bidrager til noget, alle får glæde af, og der er ikke diskussioner om, hvem der har pudset sidst.

Ulempen er, at beboere uden vinduer mod gaden eller uden interesse i udvendig pudsning kan føle, at de betaler for noget, de ikke bruger. Det løses bedst ved at beskrive i aftalen og på generalforsamlingen præcis, hvilke vinduer der er omfattet.

Hvad skal en fast aftale indeholde?

En god aftale er kort og konkret. Bestyrelsen bør som minimum få styr på følgende punkter:

1. Omfang: Hvilke vinduer, glaspartier og døre er med? Nævn opgange, kælder, tagvinduer og eventuelle altanglas særskilt.
2. Interval: Hvor ofte skal der pudses? Opgangsvinduer mod vej kan have brug for hyppigere pudsning end vinduer i en lukket gård.
3. Pris: Er der en fast pris pr. besøg eller pr. år, og hvad sker der, hvis ejendommen ændres, fx ved nye glaspartier?
4. Binding: Er der opsigelsesvarsel, eller kan aftalen stoppes uden binding? Det er en tryghed for en forening, hvor bestyrelsen skifter.
5. Adgang: Hvordan kommer pudseren ind i opgange, kældre og cykelrum, og hvem giver besked til beboerne?
6. Aflysning og vejr: Hvad sker der ved frost eller kraftig regn, og får I en ny tid?
7. Forsikring: Har leverandøren ansvarsforsikring, hvis noget går galt?

Hvordan går bestyrelsen i gang med at indhente et tilbud?

Du behøver ikke lave en lang udbudsrunde for en opgave af denne størrelse. En enkel fremgangsmåde er:

1. Lav en oversigt over glasarealet. Tæl opgange, etager og antal vinduer og glasdøre. Notér, hvad der er svært tilgængeligt, fx høje trappevinduer eller ovenlys.
2. Tjek vedtægter og budget. Er der allerede en post til vedligeholdelse eller drift, der kan dække udgiften, eller skal generalforsamlingen godkende den?
3. Tag billeder. Billeder af facade, opgange og særlige områder gør, at leverandøren kan give et mere præcist tilbud.
4. Kontakt lokale leverandører. Ved vinduespudsning på Midtsjælland er kort afstand en fordel, fordi det gør fremkørsel og faste ture lettere at planlægge. Rude Rytterne, der har base i Hedehusene, tilbyder fast pris og ingen binding, og du kan bede om et tilbud via deres bestillingsside.
5. Sammenlign på de samme vilkår. Bed om tilbud på det samme omfang og interval, så priserne kan sammenlignes ærligt.
6. Få det skriftligt. Bed om en kort aftale, der gengiver omfang, pris, interval og opsigelse, og læg den i foreningens arkiv.

Hvordan fordeles udgiften, og hvad kræver beslutningen?

Udgiften til pudsning af fællesarealer dækkes af foreningens driftsbudget og fordeles efter foreningens normale princip, typisk efter andelskroner, fordelingstal eller husleje. I en almen afdeling indgår den i afdelingens drift og dermed i huslejen. Hvis aftalen ligger inden for bestyrelsens kompetence, kan den ofte indgås uden en afstemning, men en større ændring i budgettet bør forelægges generalforsamlingen. Det er altid bedst at få beslutningen ført til referat.

Beslutter foreningen at inkludere beboernes egne vinduer, bør det stå klart i aftalen, hvem der betaler, og hvordan adgangen foregår. Det er en ændring af ansvarsfordelingen, så den bør godkendes på generalforsamlingen og eventuelt skrives ind i husordenen.

Hvilke fejl skal bestyrelsen undgå?

• At gå ud fra, at “alle ved” hvem der betaler. Er det ikke skrevet ned, opstår der uenighed.
• At glemme de skjulte vinduer. Kældre, cykelrum og ovenlys mangler tit i aftalen.
• At vælge efter laveste pris alene. Se også på omfang, interval og vilkår.
• At undlade at orientere beboerne. Besked om dato og adgang sparer mange aflysninger.
• At lave en aftale uden mulighed for justering. Ejendomme og behov ændrer sig, og aftalen skal kunne følge med.

Opsummeret er ansvaret for fælles vinduer som udgangspunkt foreningens, mens beboerens eget ansvar afhænger af vedtægterne. Når det er afklaret, er en fast aftale med klart omfang, fast interval og uden binding den løsning, der giver færrest overraskelser for både bestyrelse og beboere.